Titel: Familien først, kameraet bagefter: Claus Borg Reinholdt balancerer krigszoner og børneteater
Afslappet artikel af Connery.dk
Når du ser de dramatiske klip fra Ukraine i nyhederne – støvskyer, sirener og en rolig stemme, der forklarer, hvad pokker der sker – så tænker du nok ikke over, hvem der står bag kameraet. Men et af de ansigter, du sjældent ser, men som har været tættere på frontlinjer end de fleste leverpostejsborde herhjemme, er Claus Borg Reinholdt.
Og mens han filmer eksplosioner og knivskarp rapportering med Rasmus Tantholdt, har han hele tiden én ting i baghovedet: Familien. Ikke som i “familien Danmark”, men som i den helt konkrete – kone, børn og det der udefinerbare moralske kompas, der dukker op, når du overvejer at tage til Donbas, men også lige har billet til sønnens teaterforestilling dagen efter.
Et liv i krigens skygge – med børnenes kalender i baglommen
Claus Borg Reinholdt blev som mange andre mænd født med lige dele eventyrlyst og frygt for at gå glip af noget. Derfor gav det ret god mening, at han fór verden rundt og blev fieldproducer – en slags kombineret logistikmester og feltgeneral for folk med mikrofoner. Hvis du ikke ved, hvad det er? Tænk Rambo, der booker flybilletter, smider dig i sikker dækning og sørger for, at der er opladte batterier til interviewet med en stridsvognskommandør.
Men Claus er ikke bare en globetrotter med hjelm og drone – han er også far. Og det indebærer pludselig en ny melodi i hverdagen – én hvor det ikke er breaking news i Kiev, men breaking point hjemme i stuen, hvis man ikke dukker op til forældremødet.
“Jeg har det bedst med at arbejde bag kulissen,” sagde han i et interview – og det kan man godt forstå, når man tænker på, at rampelys og raketangreb giver lidt forskellige typer solskoldning. Men endnu mere handler hans beslutning om at stå bag kameraet i stedet for foran, om hans børn – og frygten for en dag at blive en katastrofeoverskrift selv.
Fra Sankt Petersborg til Sønderjylland
Inden 2022 boede Claus og konen Henriette i Sankt Petersborg. Det var dengang, hvor Rusland stadig virkede som et nogenlunde forudsigeligt sted at opbygge en tilværelse med skyr til morgenmad og børneballet som hverdagsrutine. Men så skete Ukraine-krigen. Og som det sker i en dårlig actionfilm, måtte familien pakke deres liv sammen på en weekend og flytte tilbage til Danmark. Ikke just den ferie man drømmer om at fortælle om til naboen.
Henriette Borg Reinholdt, Claus’ hustru og kulturformidler med forkærlighed for Østeuropa, har som han navigeret mellem krigszoner og hverdagens trivialiteter. Som kulturleder i Kyiv-området og tidligere bosat i Rusland har hun på sin vis oplevet det samme krydspres: Hvordan fastholder man et meningsfuldt arbejde i krigstid og samtidig være en tryg base for sine børn?
I den sammenhæng blev deres partnerskab også både praktisk og følelsesmæssigt spændt ud – og hvis du vil læse mere om hvordan Claus Borg Reinholdt og hans hustru balancerer hver deres intense roller i en verden i opbrud, så er det portrætteret i denne artikel om claus borg reinholdt familie.
På rejse – uden fast base
Selvom familien nu har base i Danmark, rejser Claus stadig til Ukraine stort set hver måned. Det lyder måske vanvittigt – lidt som at betale husleje to steder, du næsten aldrig er – men for Claus er det en del af et kompromis mellem karriere og kærlighed. Han har ikke et fast sted at bo i Ukraine, men sætter energi på standby fra lejligheder og presseevents i Lviv til hjemmetid og fodboldtræning i provinsen.
Sådan et dobbeltliv kræver mere end bare VPN og hurtigt mobildata – det kræver en absurd præcision i logistik og hjerterum. For mens nogle af os knokler med at få logistikken til at spille mellem fredagspils og træning i centret, jonglerer Claus Reinholdt med deadlines i krigszoner og skolekoncerter med papirposer-lanterner.
Søn, drone og Donbas
Det sjove – eller måske mere tragikomiske – er, at mange af Claus’ oplevelser ville passe lige ind i en Netflix-dokumentar. Men Claus er ikke en mand, der smider sig under spotlight. Tværtimod. Når kolleger bliver berømte på TV, er det gerne Claus, der har sørget for, at skæret ramte rigtigt, mikrofonen ikke faldt ud, og at der var ekstra batterier i rygsækken.
Og alligevel kan han stadig dukke op som den rødmossede type til en skolefodboldkamp og blive spurgt af de andre fædre, om han “stadig roder med det kamera-noget?”
Skal man hoppe med på den bølge?
Næppe. De fleste af os ville sandsynligvis knække efter tre dage med flakjakke, jetlag og brændstofmangel i et østukrainsk industrikvarter. Men det giver måske lidt perspektiv på vores egen brok over myldretid og dårlig kaffe. Claus minder os om, at man godt kan være mand med stort M og stadig kramme sine unger så hårdt, at de fniser og brokker sig på samme tid.
Og mens Claus filmer næste indslag under dække i Zaporizjzja og Henriette forelæser om kulturforståelse i en kommunal bygning hjemme, skrider hverdagen videre. Med børn, bagkulisser og blød frikadelle på tallerkenen. Ikke helt det klassiske billedet af en krigsreporter – men måske præcis det, vi har brug for.